Udmattelse i arbejdsfællesskabet er helt naturligt efter et år med corona

Det sidste år med coronanedlukninger og genåbninger, konstante forandringer, usikkerhed og nye måder at gøre tingene på, har slidt på mange arbejdsfællesskaber. Og det er forståeligt, for mange af de faktorer, vi ved, kan være med til at skabe ubalancer og svække vores arbejdsfællesskaber, har været til stede det sidste år under corona.

Det gælder blandt andet: Hyppige forandringer, virtuelle samarbejdsformer med mindre social kontakt, omskiftelig organisering, højt arbejdspres, høj grad af individuel opgaveløsning og adskillelse fra kollegerne. Det pointerer Kirsten Nabe-Nielsen, som er lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

I en stor undersøgelse har hun og hendes kolleger afdækket lærernes arbejdsmiljø i forskellige faser under coronapandemien. Selvom forskerne ikke selv benytter begrebet ’arbejdsfællesskab’, vurderer Kirsten Nabe-Nielsen, at resultaterne er relevante for alle faggrupper i arbejdsfællesskaberne på uddannelsesinstitutioner.

Udmattelse efter konstant omstilling

I undersøgelsen har forskerne blandt andet spurgt til lærernes oplevelse af sammenhold på arbejdspladsen under corona. Efter den første nedlukning sidste forår oplevede cirka en tredjedel at sammenholdet var negativt påvirket og en tredjedel oplevede at sammenholdet blev påvirket positivt. Men billedet ændrede sig markant gennem året. I november lige før den anden store nedlukning oplevede næsten halvdelen af lærerne, at sammenholdet på deres arbejdsplads var negativt påvirket og kun ti procent oplevede det positivt.

”Jeg tolker tallene sådan, at folk havde nået et udmattelsesstadie efter første nedlukning og genåbning og nu stod med udsigt til nye hjemsendelser væk fra kollegerne og mere virtuel undervisning. Samtidig har den lange periode med undervisning og nye opgaver i forbindelse med begrænsning af smittespredning tæret på kræfterne,” siger Kirsten Nabe Nielsen.

Og den metaltræthed og udmattelse er blevet stærkere, som månederne er skredet frem. I november var hver tredje lærer i undersøgelsen i tvivl, om de kunne holde til at arbejde under de daværende betingelser i længere tid.

”Den kontinuerlige omstillingsparathed og de egenskaber, det kræver at skulle jonglere mellem meget forskellige undervisningstyper og arbejdssituationer, udgør en mental belastning,” siger Kirsten Nabe-Nielsen.

Fysisk afstand kan skabe ensomhed

Mange undervisere har oplevet faglig ensomhed, både i perioder, hvor de var hjemsendte, og når de var tilbage fysisk på arbejdspladsen.

”Der har eksisteret en oplevelse af, at der ikke har været tilstrækkelig adgang til at være sammen med kollegerne. For selvom man var fysisk på samme skole, skulle man jo begrænse smitten ved at undgå antallet af sociale kontakter og holde afstand. Så oplevelsen af ensomhed var der både under hjemsendelserne, og da skolerne åbnede igen for fysisk fremmøde,” siger Kirsten Nabe-Nielsen.

Frontarbejde med konsekvenser

Underviserne har været en af de faggrupper, som har skullet fysisk på arbejde i perioder, hvor andre faggrupper og sektorer i samfundet fortsat har kunnet arbejdet hjemme. Det har slidt på relationerne i privatlivet hos mange undervisere.

27 procent af de adspurgte lærere undersøgelsen har været bekymrede for at være sammen med personer i deres nære omgangskreds på grund af deres arbejde. Og 22 procent har faktisk oplevet at blive undgået af personer i deres omgangskreds på grund af deres arbejde.

”Der har været store konsekvenser ved at være ude i fronten. Som frontlinjepersonale risikerer man hele tiden at skulle sætte sit eget liv uden for arbejdspladsen på standby, fordi man, hvis en elev i klassen fx er smittet, pludselig er nær kontakt og skal isoleres.”

Samtidig har mange undervisere skullet arbejde under ikke altid helt klare retningslinjer. De har fx haft instrukser om at holde afstand, men ikke når de skulle trøste eller hjælpe børnene.

”Det er et fagligt paradoks, at du på dit arbejde er nødt til at bryde Sundhedsstyrelsens generelle retningslinjer om fx afstand, fordi du er nødt til at være tæt på mennesker for at passe dit job. For der bliver jo ikke ændret på din risiko for smitte. Og det, kan vi se, har været en frustrationsfaktor. Samtidig ser vi også eksempler på lærere, der insisterer på at tilbyde børnene nærhed, hvis det er nødvendigt for børnenes trivsel,” siger Kirsten Nabe-Nielsen.

Pludselig er der konflikt i at være sammen

Restriktionerne har også givet anledning til konflikter. I mange arbejdsfællesskaber har kollegerne forskellige tærskler, hvad angår fx omfanget af afstand, afspritning etc. En tredjedel af de adspurgte lærere i Kirsten Nabe-Nielsens undersøgelse har oplevet konflikter på arbejdspladsen på grund af forskelle i holdninger til smittespredning. Og det er et interessant paradoks, at det fysiske samvær og det sociale liv på skolen nu kan være kilde til konflikt, påpeger Kirsten Nabe-Nielsen.

”Vi kan se, at den fysiske kontakt med kolleger både har været kilde til og en forstærker for konflikter. Normalt betragter vi social kontakt som en styrke og en stærk buffer, når vi skal tackle belastninger på arbejdspladsen. Men sat på spidsen, så har fysisk kontakt under corona tværtimod været en helbredstrussel,” siger hun.

Når din adfærd påvirker min sundhed

Og der ligger nogle sprængfarlige konflikter i, at den ene kollegas adfærd kan påvirke den anden kollegas sundhed.

”Pludselig kan jeg ikke bare ignorere, hvad du gør og ikke gør, fordi det har betydning for mit helbred – ligesom passiv rygning. Den problematik har sat nogle interessante ting i spil i arbejdsmiljøet,” siger Kirsten Nabe-Nielsen.

Og selv nu, hvor hverdagen mange steder er på vej tilbage mod normalen, kan der være uenigheder i medarbejdergrupperne på uddannelsessteder og skoler om omfanget af smitteforebyggende tiltag.

Kirsten Nabe-Nielsen opfordrer til, at man tager snakken på arbejdspladserne om, hvilke tiltag, man med fordel kan tage med videre fra coronatiden og ikke mindst får lavet aftaler og placeret opgaverne, så det kommer til at ske. For uklare retningslinjer er en klar stressfaktor, fordi det giver et uhensigtsmæssigt rum for forhandling.

”Vi kan se, at det med opgavefordeling fylder. For det kan godt være, at man er enige om, at der skal fokus på hygiejne, men hvem har så ansvaret for at udføre de ekstraopgaver, det indebærer? Er der rengøringspersonale, eller forventes lærerne at gøre det? Det er godt at få gjort klart.”