Del: - -

Metode: Brug APV'en dialogisk

APV’en er et centralt omdrejningspunkt i arbejdsmiljøgruppens arbejde. Læs her, hvordan I kan bruge en dialogisk APV-metode til at hente ny inspiration til arbejdsmiljøarbejdet.

Nedenstående metode er er hentet fra hæftet På forkant, som indeholder inspiration og værktøjer til et godt samarbejde om psykisk arbejdsmiljø i arbejdsmiljøgruppen.

En dialogisk APV-metode

I kan samle arbejdspladsen til en temperaturmåling og bruge det til at give opdaterede input til jeres APV-arbejde. Den dialogiske APV er velegnet til at involvere mange på samme tid og  inviterer til, at alle høres på en aktiv og inddragende måde, hvor der er kort fra ord til handling.


Sådan her kan I gøre:
Saml personalet i samme rum og opdel rummet efter en skala på 1-10 – fx i form som en hestesko, så alle kan se hinanden.

HesteskoHesteskoen: En simpel metode til at få deltagerne til at forholde sig til et spørgmål. Læg et tov på jorden og bed deltagerne fordele sig efter holdning. Derved bliver det meget synligt, hvad den enkelte mener - og der er skabt et godt afsæt for dialog. 

 

 

 

 

 

 

 

Bed deltagerne om dette:

  • Stil dig ud fra, hvordan du oplever det psykiske arbejdsmiljø nu og her. Skift plads ud fra, hvordan du oplever:
    • Arbejdsmængden
    • Kravene i arbejdet
    • Problemer med konflikter, trusler eller vold
    • Arbejdsglæden
    • Det psykiske arbejdsmiljø samlet set
  • Interview personen, der står tættest på dig:
    • Hvorfor står du her?
    • Hvad gør, at du ikke står længere nede?
    • Hvad skulle der til, at du stod længere oppe?
    • Betragt fordelingen på skalaen samlet set: Hvilke refleksioner giver det anledning til?
  • Find sammen med en anden to-mands-gruppe og diskutér 4-og-4:
    • Hvad giver arbejdsglæde i dag, som vi skal fastholde?
    • Hvad skal der konkret ske af forandringer for, at vi kan rykke i en mere positiv retning?

Alle forslag præsenteres og samles ind til arbejdsmiljøgruppen.

Arbejdsmiljøgruppen integrerer de nye idéer i handleplanen. Vurdér i den forbindelse om andet faktisk er løst eller skal parkeres midlertidigt, fordi nye ting presser sig på.

Hent dialogisk APV som en 2-siders PDF her. 

Husk at opdatere jeres handleplan, når I har fået nye input til jeres APV-arbejde. I finder eksempler på handleplaner her

Find alle metoderne i hæftet På forkant.


Senest revideret den 20. september 2024